previous up next
Foregående: FAMØSmarts 1996 Op: FAMØSmarts 1996 Næste: Hvorfor er her så

Leder

Ny institutleder

Den vigtigste nyhed fra Matematisk Institut er desværre ikke positiv. Niels Vigand Pedersen er blevet alvorligt syg, og er derfor ikke at træffe i E-fløjen som sædvanligt. Vi fra FAMØS vil gerne sende ham vores varme hilsner og ønsker om snarlig bedring. I Vigands fravær er Christian Berg blevet indsat som institutleder.

Bibliotek i vandrehallen?

I Hovedområdet nr. 1, 1996 var der en lang artikel om planerne om at oprette et studenterbibliotek på HCØ. Biblioteket skal efter planen være en mellemting mellem et sædvanligt kommunebibliotek og et naturvidenskabeligt bibliotek. Der skal være studierelevante tidsskrifter og håndbøger og også almindelig skønlitteratur og faglitteratur. Baggrunden for etableringen af biblioteket skulle være, at de studerende bruger både Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek og kommunebibliotekerne alt for lidt, og at disse vil blive brugt mere, hvis ``de er lige ved hånden''.

Biblioteket skal efter planen placeres i den sydlige ende af vandrehallen og vil dermed fjerne ca. halvtreds af de nuværende læsepladser. Der vil ganske vist blive oprettet læsepladser inde i biblioteket, men næppe så mange som der forsvinder.

Læsepladserne benyttes i dag først og fremmest af folk, der bor langt fra HCØ, og som har mellemtimer eller gruppearbejde. Dem, der bor tæt på, vil typisk regne opgaver hjemme og gå hjem, hvis de har mellemtimer.

Der er ca. 1 km til kommunebiblioteket på Jagtvejen, DNLB ligger endnu tættere på, og de fleste--også dem, der bor tæt på--har deres gang flere steder end blot på HCØ. Og hvis man til daglig tager via Nørreport, kommer man ganske tæt på Københavns Hovedbibliotek, så det er næppe nogen undskyldning for ikke at gå på biblioteket, at der er langt.

Det er altså dem, der bor tæt på HCØ, der stilles bedre, og dem, der bor langt væk, der stilles værre. Det er svært at se rimeligheden i dette.

Et andet problem er, om der rent faktisk er behov for et bibliotek på HCØ. Det skal i givet fald finansieres af DNLB og Københavns Kommunebiblioteker, og mon ikke også de kunde lokke kunder til sig ved at bruge pengene på at kunne tilbyde lidt flere bøger?

Rygning i vandrehallen...

Det er glædeligt, at rygerområderne i vandrehallen er blevet væsentligt indskrænket, så man igen kan få vejret. Mindre heldigt er det imidlertid, at mange ``rygning forbudt''-skilte er blevet fjernet. Åndsfraværende rygere ryger alligevel, og det er sværere at få dem til at holde op, hvis man ikke kan pege på et ``rygning forbudt''-skilt. Forhåbentligt vil rygerområderne blive afmærket klarere end blot med et opslag ved hovedindgangen.

FAMØS nye tegner

FAMØS har fået en ny tegner, som afløser Dan Zauner. Hans første gerning for bladet var at tegne en tegning af sig selv. Glæd jer derfor - kære læsere - til at se tegninger fra Claus Ekman Jørgensen.

Ny andendel

Andendelen på matematikstudiet er blevet revideret. Den nye andendel er beskrevet i en folder, der fås på Matematisk Instituts Sekretariat.

Husk at komme til fagrådsmøderne!

Nogle flere mennesker burde møde op til fagrådsmøderne, sidste gang var vi kun 8. Centralmatematisk Fagråd, er det forum, hvori der diskuteres, hvad de studerendes repræsentanter i de enkelte studienævn skal mene. Fagrådet vil også gerne se andre matematikere, og det er absolut ikke nogen uoverkommelig opgave. Hold øje med opslagstavlerne, hvor møderne bliver annonceret!

Og så en kommentar til en nylig annoncering: FAMØS ønsker tillykke - håber det bliver en matematiker.


previous up next
Foregående: FAMØSmarts 1996 Op: FAMØSmarts 1996 Næste: Hvorfor er her så

famos@math.ku.dk
Thu Mar 7 23:55:45 MET 1996