previous up next
Foregående: FAMØS september 1996 Op: FAMØS september 1996 Næste: De mindste kvadraters metode

Leder

Først af alt en hjertelig velkomst til alle studerende, især de nyimmatrikulerede, som, vi håber, vil få glæde og udbytte af dette års udgivelser af -- måske endog i en sådan grad at nogle fik lyst til at slutte sig til vores lille skare, redaktionen. Sådanne læsere ville være mere end velkomne: Skriv e-post (addresserne står på indersiden af forsiden af bladet) til os. Bemærk, at selvom bladet denne gang ligger i den meget tunge ende er der ingen grund til at lade sig skræmme -- der er arbejde nok til alle, og dette nummers tyngde behøver på ingen måde være repræsentativ: Hverken viden om computere, LaTeX eller endsige om matematik kræves fra vores side. Vi skal nok lære jer det nødvendige; hovedsagen er at vi får tilført nyt blod, så bladet ikke uddør. Dette er alvorligt ment. Bladet overlevede kun med nød og næppe sidste jul. I sidste øjeblik kom der dog et par redaktører og en tegner til, så bladet overlevede alt til trods. Så kom og vær med: Inden I ved af det har I skrevet jeres første artikel og er på vej mod nirvana...

Ser vi bort fra den blotte overlevelse, har bladet arbejdet på at få opklaret, hvorfor noterne til matematik er så dyre, og trykkvaliteten er så dårlig i forhold til f.eks. statistiknoter. Det foreløbige resultat er, at det er institutterne, der fastsætter priserne--Matematisk Institut har fastsat prisen til 75 øre pr.\ side. Da der f.eks. i Mat 3AL kun er trykt på den ene side, er prisen meget høj i forhold til noterne til Stat 1 (fra HCØ-tryk) på ca. 60 øre pr. dobbeltside. Statistiknoterne er desuden af langt højere kvalitet. De er trykt tydeligt uden at figurerne er sværtet til og er tilmed bundet ind. Man kan undre sig over, at matematiknoter ikke også bliver trykt på HCØ-tryk, der tager sig af såvel statistik- som fysiknoter ganske succesfuldt. Lad os håbe, at det nye matematiske institut efter institutsammenlægningen vil tage det bedste fra hvert af de tidligere institutter.


previous up next
Foregående: FAMØS september 1996 Op: FAMØS september 1996 Næste: De mindste kvadraters metode

famos@math.ku.dk
Sun Sep 22 00:34:24 MET DST 1996