previous up next
Foregående: Leder Op: FAMØS september 1996 Næste: 1 - 2 -

De mindste kvadraters metode

Rasmus Borup Hansen

I de fleste former for naturvidenskab optræder der ofte lineære sammenhænge, dvs. sammenhænge mellem x og y på formen y=ax+b. En gymnasieformelsamling for fysik byder på adskillige af slagsen (hvor endda flere af dem er endnu simplere, idet b=0), og de dukker også op i fag som økonomi, datalogi, biologi, kemi og psykologi -- alle steder hvor der er noget, der kan måles. Man er tit interesseret i at undersøge sådan et lineært fænomen (eller undersøge, om det overhovedet er lineært), og man laver derfor en række målinger tex2html_wrap_inline1908 . Udfra disse k talpar er man så interesseret i at finde de ukendte koefficienter a og b. Da målinger som regel er behæftet med en vis usikkerhed, kan man ikke gøre sig forhåbninger om at finde en løsning, der passer perfekt -- det eneste man kan gøre, er at forsøge at finde den ``bedst mulige'' løsning. Sagt geometrisk er problemet altså at finde den rette linje, der i en eller anden forstand kommer tættest på de k observerede punkter.

Figur
Figur 1: Linje fundet ved de mindste kvadraters metode  

Problemet blev diskuteret af flere matematikere i det 18. århundrede, primært i forbindelse med astronomiske observationer. Den metode, som vi i dag anser for at være den bedste, er de mindste kvadraters metode, som blev udviklet af Legendre (1752-1833) i 1805. Metoden går ud på at finde den linje, hvor kvadratet på den lodrette afstand mellem punkterne og linjen er mindst mulig. Der er to ting, der kan forekomme en smule mærkværdigt ved denne metode. Hvorfor betragter man den lodrette afstand i stedet for blot afstanden, og hvorfor tager man kvadratet på den lodrette afstand i stedet for blot den lodrette afstand? Svaret er simpelt: Udregningerne bliver simplest, og man når frem til den pæneste formel ved at gøre netop sådan. Hvis man vælger at arbejde med afstanden frem for den lodrette afstand, bliver de ligninger, man skal løse, ganske uoverskuelige, og hvis man ikke tager kvadratet, løber man ind i problemer, fordi tex2html_wrap_inline1918 er differentiabel mht. x, mens tex2html_wrap_inline1922 ikke er differentiabel i tex2html_wrap_inline1924 . Endelig får løsningen nogle pæne statistiske egenskaber, hvis man betragter summen af kvadraterne på de lodrette afstande. Figur 2 viser et eksempel på en linje fundet vha. de mindste kvadraters metode.

Kort tid efter at Legendres opdagelse i 1805 blev metoden brugt i stort omfang til at løse astronomiske og geodætiske problemer. Specielt blev den brugt af Gauss (1777-1855) i 1809, der ikke citerede Legendre for opdagelsen men i stedet hævdede, at han selv havde brugt metoden lige siden 1795. Legendre følte sig krænket og holdt fast ved, at det må være den person, der først publicerer et videnskabeligt resultat, der må krediteres for dets opdagelse. Skænderiet varede ved i nogle år, og så sent som i 1827 bebrejdede Legendre stadig Gauss for at tilegne sig hæder for andres opdagelser.

Lad os et øjeblik kaste os over matematikken bag de mindste kvadraters metode. Hvis vi har en mistanke om, at punkterne tex2html_wrap_inline1926 er observationer af det lineære fænomen y=ax+b, kan vi finde estimater for a og b ved at minimere summen af afstandskvadraterne (i alle summer løber i fra 1 til k)

equation30

der differentieret mht. til a hhv. b giver

equation33

Idet de to sidste størrelser er minimal, når summen af afstandskvadraterne er nul, kan vi finde a og b ved at løse to ligninger med to ubekendte. Af den sidste fås let, at

equation38

og af den første fås, at

equation42

der ved indsættelse af udtrykket for b og lidt omrokkering giver, at

  equation48

Hvis man har haft (eller har) Statistik 0, vil man muligvis kunne genkende disse udtryk; det er nemlig også dem, man når frem til ved at anvende maksimaliseringsestimatorteori.

De mindste kvadraters metode virker fortrinligt, når der rent faktisk er tale om en lineær sammenhæng, hvilket figur 2 og 2 illustrerer, og hvis man skal undersøge sammenhænge på formen tex2html_wrap_inline1950 eller tex2html_wrap_inline1952 , kan man udnytte, at der gælder tex2html_wrap_inline1954 og henholdsvis tex2html_wrap_inline1956 , ligesom når man anvender logaritmisk eller dobbelt-logaritmisk papir.

Figur
(a) y afhænger ikke af x.

Figur
(b) y=x.

Figur
(c) Metoden virker ikke for tex2html_wrap_inline1964 .

Figur
(d) Der er ingen lineær sammenhæng.

Figur 2:Eksempler på anvendelser af mindste kvadraters metode til empirisk undersøgelse af lineære sammenhænge.  

Der er intet i vejen for at anvende samme metode på andre sammenhænge end netop de lineære. En umiddelbar generalisering er til polynomier af grad n, tex2html_wrap_inline1968 , og her bliver man nødt til at løse n ligninger med n ubekendte:

  equation62

Det var sådan nogle problemer, der fik Gauss til at udvikle metoden ``Gauss-elimination'', som man lærer om på Matematik 1.

Man kan nemt komme ud for, at man ikke kan lave udregningerne i de mindste kvadraters metode eksakt. Man kan f.eks. betragte den harmoniske svingning tex2html_wrap_inline1974 . Den giver anledning til tre ikke-lineære ligninger med tre ubekendte, der bestemt ikke lader sig finde nemt. Men når vi nu alligevel arbejder med data, der er behæftet med måleusikkerhed, er der intet i vejen for at anvende numeriske metoder til at løse ligningerne. F.eks. kan man anvende Newton-Raphsons iterationsformel tex2html_wrap_inline1976 , der er kendt fra Gymnasiet. Men når vi arbejder i flere dimensioner, er vi imidlertid nødt til at skrive den på formen

equation88

Hvis tex2html_wrap_inline1978 er afstandskvadratsummen, er

equation98

og F' er jacobianden (differentialkvotienten) for F. Da allerde F er temmelig omstændig at skrive ned, når man udregner de tre differentialkvotienter, bliver jacobianden endnu værre. Med lidt hjælp fra f.eks. computerprogrammet Maple kan den imidlertid udregnes til

align106

hvor tex2html_wrap_inline1986 , tex2html_wrap_inline1988 og tex2html_wrap_inline1990 (af pladshensyn er argumenterne A, tex2html_wrap_inline1994 og tex2html_wrap_inline1996 udeladt).

Hvis tex2html_wrap_inline1998 , tex2html_wrap_inline2000 og tex2html_wrap_inline2002 er det første gæt på en løsning, kan man udregne korrektionsvektoren tex2html_wrap_inline2004 udfra ligningen

equation137

Da tex2html_wrap_inline2006 er en tex2html_wrap_inline2008 -matrix, og tex2html_wrap_inline2010 er en tex2html_wrap_inline2012 -matrix, er der her tale om tre lineære ligninger med tre ubekendte, der kan løses vha. Gauss-elimination. Når man har fundet tex2html_wrap_inline2004 kan man udregne det næste løsningsgæt tex2html_wrap_inline2016 og gentage hele proceduren indtil f.eks. længden af korrektionsvektoren bliver tilstrækkelig lille. I modsætning til tilfældet med polynomier skal man være opmærksom på, at der ikke er nogen entydig løsning, da f.eks.

align158

Desuden kan man -- pga. sinus's periodiske natur -- komme ud for, at man kun finder et lokalt minimum (eller, hvis man er uheldig, et maksimum) vha. den ovenfor skitserede metode. Det er derfor en god idé at tegne grafen for den fundne funktion sammen med måledata, så man kan finde et godt start-gæt og vurdere, om løsningen er fornuftig. Figur 2 viser nogle målinger (med usikkerhed) fra en harmonisk svingning med parametre A=1,5, tex2html_wrap_inline2020 og tex2html_wrap_inline2022 . Ud fra start-gættet A=1, tex2html_wrap_inline2026 og tex2html_wrap_inline2028 fandt et computer-program, der anvendte de mindste kvadraters metode og Newton-Raphson-metoden, frem til parametrene A=1,496, tex2html_wrap_inline2032 og tex2html_wrap_inline2034 . Kurven på figur 2 er grafen for en harmonisk svingning med disse parametre.

Figur
Figur 3: Målinger fra harmonisk svingning samt grafen for en harmonisk svingning fundet vha. de mindste kvadraters metode.  


previous up next
Foregående: Leder Op: FAMØS september 1996 Næste: 1 - 2 -

famos@math.ku.dk
Sun Sep 22 00:34:24 MET DST 1996