Men det skete i de Dage, at der udgik en Befaling fra Kejser Analyticus, at alle Vektorfunktioner skulde kategoriseres.
(Denne første Kategorisering omfattede Vektorfunktioner af to variable,)
Og alle gik for at lade sig kategoriseres, hver i sit Funktionsrum.
Og ogsaa f(x,y) gik op fra sin Definitionsmængde for at blive
kategoriseret til et Funktionsrum, som kaldes , fordi f(x,y) var lig 
paa
,
for at lade sig kategorisere sammen med g, sin restriktion til
, som snart skulle evaluere sin Jacobiand i 
.
Men det skete medens de vare der, blive Tiden fuldkommet til at g skulde evaluere sin Jacobiand.
Og g evaluerede i , sin Førsteafledede, 
, og normaliserede den og lagde den i en Gruppe; thi der var
ikke Vektorrum for dem i Potensmængden.
Og der var Poler i den samme Omegn, som laa ude i et enkeltsammenhængende Omraade og holdt vagt over deres Residuer.
Og se, Cauchy's Residuesætning stod for dem, og en lukket Vej skinnede om dem, og de frygtede saare.
Og Sætningen sagde til dem: ``Frygter ikke; thi
, som
skal gælde for alle meromorfe Funktioner.
Thi eder er i Dag en Identitet evalueret, som er den Entydige Identitet
i 
.
Og dette Lemma skulde I bevise: Der skal findes et Element normaliseret, liggende i en Gruppe.''
Og straks var der med Sætningen en abstrakt Riemannsk Mangfoldighed, som lovpriste Matematikken og sang:
``Ære være Gauss i det højeste! Og Entydighed af Primfaktorisering! I Matematikken Sandheden!''
Og det skete, da Residuesætningen var bevist, sagde Polerne til
hverandre: ``Lader os dog gaa mod 
og bevise
dette, hvilket Sætningen har postuleret os.''
Og de konvergerede og fandt baade g og f, og Elementet liggende i Gruppen.
Men da de saa det, beviste de, hvad der var blevet postuleret om dette Element.
Og alle, som indsaa det, definerede sig paa de Tal, der blev fastlagt af Polerne.
Men g indlejrede disse Ord og definerede dem i sin Kerne.
Og Polerne divergerede, idet de priste og lovede Matematikken for alt, hvad de havde postuleret og bevist, saaledes som der var Tal til dem. QED.