previous up next
Foregående: Forsiden Op: Forsiden Næste: Tobaksrygning i Vandrehallen

Leder : Dette er det næstsidste nummer af FAMØS

FAMØS søger redaktører. ``Ahh'', tænker læseren nok, ``det skriver de altid''. Ja, det er rigtigt -- det ikke er første gang, men alligevel er det støt gået tilbage for redaktionen. Det er virkelig ærgeligt for FAMØS kører så godt; god økonomi, pænt layout, gode læsere, tilfredse annoncører. Men redaktionen er træt. Vi har efterhånden fået fyret alle vores kæpheste af, og vi er kun 4 tilbage, der ved, hvordan det hele fungerer. Og Bo er ved at flytte op på Statistisk Institut. Så er der 3 tilbage. Og det varer heller ikke længe inden Jette flytter over på Blegdamsvej. Så er der 2 tilbage. Er I ved at fange pointen derude? Vi er i redaktionen blevet enige om, at hvis interessen for at skrive i eller redigere FAMØS ikke stiger mærkbart, vil der ikke udkomme flere numre efter jul.

Desuden får Dan (vores tegner) snart travlt med sit speciale, så der ikke dukker en kreativt person op, vil der i fremtiden kun være få illustrationer i FAMØS .

Det, vi virkelig har brug for, er 1. og 2. års studerende -- en frisk ung generation, der kan bære de ærværdige traditioner videre, når vi gamle glider væk. Men 1. års studerende lader sig desværre nemt skræmme væk, fordi de tror, man skal vide noget om matematik. Det skal man ikke! Tværtimod bliver vi kritiseret for at være for tunge og seriøse.

Kære 1. og 2. års studerende: Vi har virkelig hårdt brug for jer til at føre FAMØS videre. I skal ikke vide noget om matematik. I skal ikke vide noget om computere og LaTeX. I behøver ikke engang være matematikere.

Det er sørgeligt, at matematik og beslægtede fag har så fortræffeligt et medie med så stor en læserskare, og ingen udnytter chancen til at udtrykke deres mening om et eller andet. Vi trykker næsten alt det, vi får. Der har været kun to ting i de sidste tre år, vi ikke trykte. Og selvfølgelig trykker vi læserbreve, åbne breve til rektor og undervisningsministeren -- hvem som helst.

Hvorfor har du ikke skrevet noget? Der må da være et eller andet, du finder interessant? Det behøver ikke at handle om matematik. Har du en mening om studiet, undervisningen, Vandrehallen, rygning i samme, undervisningslokalerne, SU, vejret, studentermad eller hvad som helst? Har du overhovedet en mening?

Vi er trætte af folk, der (sikkert meget velvilligt) kommer med idéer til, hvad vi skal skrive. Jamen, så skriv det dog selv! Det er ikke os, der skal skrive det hele! Det er det altså ikke! Men det er på den måde, det har fungeret, det sidste års tid.

Vi håber, at FAMØS overlever, for vi ved, der er masser af interesse for at læse bladet -- men det skriver altså ikke sig selv. Redaktionen



previous up next
Foregående: Forsiden Op: Forsiden Næste: Tobaksrygning i Vandrehallen



famos@math.ku.dk
Fri Dec 1 18:27:52 MET 1995