Mette Trane Nielsen
Sidste forår fik jeg den pludselige indskydelse at søge om at komme afsted til Spaniens hovedstad Madrid som ERASMUS-studerende. Dette var en oplagt mulighed for at kombinere mit hovedfag matematik og mit bifag spansk. Jeg havde længe tænkt over muligheden, og det var mest blevet ved tanken, men hvis det skulle være, så skulle det være nu. Jeg fik et stipendium på den formidable sum af ca. 630 ECU (ca. 4500kr.) som dækkede flyrejse og forsikring. Den 11. september var jeg så klar til afrejse. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var så stolt, da jeg skulle afsted. Jeg vidste ikke, om jeg skulle have meldt mig til sprogkursus eller lignende inden jeg tog afsted; jeg kendte ikke en eneste i Madrid, og jeg vidste heller ikke, om jeg havde et sted at bo.
Jeg havde hjemmefra bestilt hotelværelse til de første to nætter, og det viste sig at være en god ide, for da jeg kom ud til det centrale ERASMUS-kontor dagen efter, viste det sig, at de hverken havde mine ansøgningspapirer til universitetet eller om bolig, og desuden havde de ikke flere værelser, de kunne give til udlændinge -- Altså skulle jeg selv finde et sted at bo. Det viste sig ikke at være så svært, for mange udlejer møblerede værelser. Det tog mig alligevel lidt over en uge, for jeg måtte lige overvinde at skulle ringe på værelsesannoncer på mit gebrokne spansk.
Jeg fandt et værelse hos en spansk pige, der også var studerende, og her boede desuden en tysk ERASMUS-studerende.
I de første tre uger gav universitetet et ``intensivt'' kursus i spansk for ERASMUS-studerende. Vi blev delt i tre hold, så vi var ca. 40 på hvert hold, dvs. det var ikke så intensivt, men til gengæld lærte vi hinanden at kende. Det var sjovt pludselig at være midt i en flok af folk fra næsten hele Europa, nogle lande var mere repræsenteret end andre. F.eks. var der utroligt mange tyskere, men også en del skandinaver, som blev dem, jeg så mest til (her var sproget jo end stor fordel). Og endnu lettere var det, at der endda også var en anden dansk matematiker, en mat-øk fra KU.
Jeg læste på Universidad Complutense de Madrid, som er det største af Madrids universiteter med ca. 135.000 studerende. At der er så mange studerende mærkes dog ikke så meget, da man holder til på sit eget fakultet. Lidt mærkes det dog, fordi det meste af universitetet ligger i samme område Ciudad Universitaria (universitetsbyen). Det giver en lidt anden atmosfære, at hele området er fyldt med studerende. Universitetet er af gammel oprindelse, men størstedelen af bygningerne er meget nye og ikke specielt flotte. Matematisk fakultet er en af de nyeste og ikke mere end et par år gammel, men det kunne man ikke se på lokalerne, som virkede lidt triste.
I første uge af oktober begyndte undervisningen på universitetet. De fag, jeg havde tænkt mig at tage, overlappede selvfølgelig, så jeg måtte vælge om. For at følge fuldt skema, skulle jeg have fire fag, så jeg valgte at have: Metodologi (om det at undervise i matematik), Mængdelære, Aksiomatisk Geometri og Algebra. De første tre fag hører hjemme på den retning af studiet, som henvender sig til dem, som vil undervise, og algebra hører til på retningen: fundamental - den betragtes af de fleste som ``hardcore''-retningen, og her var der også betydeligt færre studerende. Første dag fik jeg næsten et chok -- jeg trådte ind i lokalet til første time, og til min store overraskelse var der ca. 10 drenge ud af 45 studerende!!! (det var til metodologi), men selv på fundamental var der flere piger!!!
Selve undervisningen var anderledes end herhjemme (udover at det hele foregik på spansk). Lærerne kom ind sagde goddag og begyndte så at tale og eventuelt skrive det, de sagde, på tavlen. Og imens sad alle de studerende og skrev som gale for at skrive en kopi af det, der blev sagt. Disse notater udgjorde så pensum. Der blev overhovedet ikke brugt bøger, dels fordi de er vant til denne metode og dels fordi bøgerne både er dyre og på engelsk! Jeg spurgte i starten flere, om hvor man kunne købe bøger og fik ofte det svar, at det anede de ikke, for de havde kun været i Madrid i et par år!
At timerne foregik på spansk var egentligt ikke noget problem, så længe der blev skrevet forholdsvis meget på tavlen. Jeg syntes hurtigt, at jeg lærte mange faste vendinger, såsom: lad der være givet... vi forudsætter... osv. Det var sværere med small-talk og uventede spørgsmål fra mine medstuderende.
Jeg var til to skriftlige eksaminer og det viste sig også at være lidt anderledes. F.eks. var ingen klar over hvor lang tid, vi havde. Det fik vi først at vide på selve dagen, og der var ikke noget med: ``så er der en time tilbage'', og ``nu må der ikke skrives''. Det var mere løst: ``Hvis vi siger ca. tre timer, så er I nok færdige!'', og det passede også nogenlunde. Selve spørgsmålene var også anderledes, end jeg havde forventet. Der var en teoridel og en praktisk del. Eksamen var uden hjælpemidler og den teoretiske del var stort set kun udenadslære - angiv den og den sætning, skriv definitionen på ...osv. og den praktiske gik så ud på at løse opgaver (beviser). Men hele stemningen, nervøsiteten omkring eksamen er nøjagtig den samme som her.
Det sociale miljø virkede nogenlunde ligesom herhjemme: nogle snakkede sammen i små grupper, men generelt virkede det ikke som om, de lavede meget sammen udover det studierelaterede. Selvfølgelig er det lidt svært at udtale sig om, når man kommer som udlænding, og kun er der et halvt år, for så er det svært, at nå at lære nogle rigtigt at kende. Men alle var da utroligt søde ved mig. En af mine lærere (ERASMUS-koordinatoren) præsenterede mig for resten af klassen til den første time, så de vidste alle, hvem jeg var. Måske en ide for forelæsere eller måske især instruktorer her? Det er nemt til tider at føle sig lidt ensom på HCØ, så hvordan er det ikke for en gæstestuderende!
Noget af det sjoveste ved at bo i et andet land i længere tid er, at man stifter bekendtskab med mange fordomme, både sine egne og andres -- nogle afkræftes, andre bekræftes. De typiske udsagn om Spanien fra en nordboer er nok: Sol og sommer, fest og farver, hasarderet bilkørsel, siesta, sløvt arbejdstempo, hurtigsnakkere, ``mañana, mañana'' osv. De fleste blev bekræftede. M.h.t. sol og sommer må jeg sige, at jeg aldrig har oplevet et så godt efterår. Det var dog også usædvanligt for Madrid - vi havde mere end 20 graders varme hele oktober med! Til gengæld havde vi også den dårligste vinter i 30 år med megen regn og oversvømmelser.
M.h.t. resten så er det noget, man vænner sig til. Dog vænnede jeg mig ikke til deres arbejdstempo og papirnusseri. F.eks. selvom der er en kø på mere end tyve mennesker i banken er der stadig kun én kasse åben og det virker som om der er mindst fem personer bag skranken, som ikke laver andet end at snakke og ryge smøger! Og hvis man kommer ud for at skulle klage over noget, kan man godt væbne sig med tålmodighed. Jeg købte et telefonkort, som viste sig at være defekt. Jeg troede bare, at jeg kunne få det byttet, da det ikke havde virket på noget tidspunkt, men nej. Jeg skulle udfylde to A4 ark, med oplysninger om, hvor, hvornår og hvilket tidspunkt jeg havde købt det, hvor, hvornår og hvorfra jeg havde ringet osv. Og mere end en måned senere sendte telefonselskabet mig et nyt kort! For en travl nordboer er dette uvant, men deres system virker jo, så det er måske ikke nødvendigt altid stresse på hinanden og have så travlt.
Udsagn (jeg hørte) om Danmark: Danmark...øh...Aaaah Michael Laudrup. Der er noget om en statue...en havfrue ikk?. Er der ikke meget koldt?. Hvilket sprog taler I? Og mange tilsvarende, hvor grænserne mellem de nordiske lande ikke er helt klare. Men også udsagn om, at danskerne er meget ordentlige, miljøbevidste og godt uddannede.
De spørgsmål, der overraskede mig mest, var nok spørgsmålene om vores sprog. Jeg troede, det var en joke, da jeg første gang blev spurgt, hvilket sprog vi taler, og da jeg så svarede dansk, blev jeg spurgt, jamen er engelsk så det officielle sprog! Jeg blev også en kende overrasket, da jeg fandt ud af, at de fleste synes, at Danmark ligger så langt væk mod nord, at det næsten ligger nord for polarcirklen. Jeg blev flere gange spurgt, om der ikke er frygteligt koldt og megen sne. Her måtte jeg så svare, at det er her ikke -- dette blev så modbevist, da jeg var hjemme på juleferie i 20 graders frost og sne! Det er en lidt skræmmende tanke, at Danmark ikke rigtigt eksisterer i deres europabillede, men det er jo også et lille land, og til gengæld er billedet af Spanien heroppe nok også mest solkysten!
Der er nok to årsager til at tage afsted som ERASMUS-studerende. Enten det faglige, hvor man vælger sted efter det faglige udbud, eller den mere sociale, hvor det bare er det at prøve at leve i et andet land, der tæller. Jeg skal ikke kunne sige, hvilken årsag, der er den bedste. For mit vedkommende var det lidt en kombination, men absolut mest det at prøve at bo i udlandet. Her er mine forventninger til fulde blevet indfriet. Det har været hårdt især i begyndelsen, men det har også været utroligt spændende, sjovt og lærerigt -- Jeg kan bare sige: Prøv det! Det er en kæmpe chance for at stifte bekendskab med et andet land på godt og ondt, og man får et helt andet billede af landet, end når man bare rejser som turist. Specifikt for Spanien vil jeg dog anbefale, at man kan tale lidt spansk inden man tager afsted, for det er stadigt meget få, der taler andre sprog.
TA' AFSTED
PS. Det kunne være sjovt at høre om en gæstestuderendes oplevelser på HCØ.