Som nævnt udtages der et landshold til både IMO (max. 6 deltagere) og til Baltic Way (5 deltagere). Idet IMO foregik i Hong Kong var der af økonomiske grunde kun udtaget 4 elever, alle 3.g'ere, til denne konkurrence. Og idet man regner med, at en af disse kan deltage i Baltic Way til efteråret, er der blevet udtaget 4 andre elever, 3 gange 2.g og en enkelt 1.g'er, til Baltic Way. Man havde måske nok helst udtaget 5 unge elever til Baltic Way, men pågældende elev skal også ``være god nok''. Til IMO 94 fik 2 af de danske deltagere medaljer (begge bronze).
Selv om det kan lyde ambitiøst, så er holdningen blandt de danske arrangører helt afslappet. Det vigtige er, at deltagerne får en god og lærerig oplevelse, ikke at Danmark klarer sig godt. For selv om man er den bedste elev på sin skole, så kan man ikke forvente at klare sig godt til de internationale konkurrencer. Det bliver fremhævet for deltagerne, at de muligvis ikke vil kunne regne særligt meget af de stillede opgaver (dette gælder specielt i IMO). Men naturligvis forsøger man at forberede deltagerne så godt som muligt gennem materiale, som de får tilsendt, og gennem træningsopholdet i Sorø. Sammenlignet med de ambitiøse lande i IMO-sammehæng (Kina, Rusland og USA), hvor deltagerne forberedes af universitetslektorer igennem måneder, er den danske forberedelse nærmest latterlig. Det er ligeledes interessant af sammenligne med den danske deltagelse i det tilsvarende Kemi OL, hvor Danmark har været med i mange år og plejer at opnå en meget høj placering. Ambitionsniveauet hos Danmarks kemi-hold er måske højere, og dermed bliver kravene til deltagernes evner og vilje til forberedelse større. Der er dog også den forskel på matematik- og kemi-olympiaderne, at der forud for kemi-olympiaden udsendes et pensum med tilhørende træningsopgaver. Det er inden for dette pensum, at opgaver og praktiske øvelser stilles.
På baggrund af min personlige oplevelse af konkurrencerne kan jeg dog afsløre, at ambitionsniveauet hos den enkelte deltager kan være særdeles stort. At få lov til at deltage i sådant et arrangement er en enestående oplevelse, og man vil naturligvis gerne klare sig optimalt. Og konkurrenceånden lurer i krogene. Under mit ophold i Sorø fornemmede jeg et hiraki deltagerne imellem, som undertiden blev afprøvet/udfordret. Dette er specielt slemt, når alle deltagerne er drenge. Som en af arrangørerne udtrykte det, ``så skal de lige pisse terrænet af''. Når der er piger med på holdet, som der var i 1992, så bliver stemningen mindre konkurrencepræget. Ellers synes jeg, at stemningen i Sorø var storartet. Det danske arrangement er blevet mere gennemtænkt siden jeg selv var med i 1991. Dengang blev vinderseminaret afsluttet med deltagelse i den Nordiske konkurrence, og vi blev sendt direkte fra træningslejeren (som dengang foregik i et sommerhus på Falster) til IMO. Det betød, at vi ikke havde tid til at finde os selv og til at lade stoffet bundfælde sig, inden vi blev smidt ud i konkurrencerne. Nu får deltagerne lov til at komme hjem før de skal deltage i konkurrencerne. Dels er deltagerne blandede, således at forstå, at nogle af dem har været med før (enkelte op til 3 gange i træk). Det gør stemningen på holdet mere afslappende og inspirerende, når nogle af de gamle deltagere kan fortælle om deres oplevelse de andre år. Desuden kender de gamle jo hinanden og arrangørerne, således at der er en social basis, hvori de nye deltagere så kan indgå. Dette kan også aflæses af de danske resultater. I 1993 havde Danmark et superhold. Til IMO fik 4 ud af Danmarks 6 deltagere medaljer (1 sølv og 3 bronce) og blev dermed bedst placeret blandt de nordiske hold. Senere vandt samme hold Baltic Way konkurrencen suverænt.
Endelig lidt om hvem der deltager i disse konkurrencer: Jeg selv var jo nok den bedste til matematik i min gymnasieklasse, men jeg var på ingen måde en ``mutant''. Selv om jeg opfordede mange af mine medgymnasiaster til at deltage, så ville de ikke. Efter jeg var blevet student og havde været med til IMO, holdt jeg et foredrag på mit gamle gymnasium, hvor jeg fortalte om mine oplevelser og om konkurrencerne. Men alligevel kunne jeg ikke få nogle til at deltage i Georg Mohr. Der er ligesom en tendens til, at de dygtigste elever er bange for at lide nederlag. Dette ses specielt hos pigerne. I hvert fald er kun ca. 10% af deltagerne i Georg Mohr konkurrencen piger, hvilket slet ikke svarer til fordelingen af dygtige elever i gymnasiet. De piger, som magter at opvise mod og konkurrenceånd nok (ja, undskyld) til at deltage i Georg Mohr, klarer sig lige så godt som drengene.
De elever, som klarer sig
rigtig godt til Georg Mohr, er dog typisk mere end blot
gode gymnasieelever. De har ofte udvist ekstra interesse i
matematik. Jeg selv var bla. ivrig løser af De Kryptiske Sider
i Illustreret Videnskab. Endelig er der de mere specielle
deltagere. Jeg husker, at der til det første
vinderseminar i Odense (1991) uanmeldt dukkede en 15 års
gut op. Han fik lov til at deltage i
den Nordiske konkurrence og har siden 3 gange været med til
IMO. Han løste bla. opgave 3 i den Nordiske konkurrence
1991 (se
overfor) vha. af Eulers resultat 
(kendt fra 2MA), og var næsten istand
til at gennemføre Eulers bevis for dette.
Det er forøvrigt slet ikke alle Georg Mohr vindere, som vil læse matematik på universitetet, hvilket man jo ellers let kunne tro. Af deltagerne i Sorø gik planerne fra kemi/matematik og ingeniør over ``ved det ikke endnu'' til ``muligvis musik''. Det er dog karakteristisk, at alle sigter mod en højere uddannelse.