af Martin Jul
Det er næppe let at skrive gode, populærvidenskabelige matematikbøger. Hvis værket bliver for teknisk, sælger det ikke, og bliver det for poppet får det en hård medfart af fagmatematikerne.
Et lysende eksempel på, at det er muligt at holde balancen på knivsæggen er Donald Davis' bog, `` The Nature and Power of Mathematics'' Den er meget velskrevet og gennemgår på sine knapt 400 sider nogle meget spændende områder af matematikken: Ikke-euklidisk geometri, talteori og kryptografi og---som den ``store'' overraskelse---fraktaler. Bogen er skrevet i et levende sprog, der ikke er uden humor. For eksempel står der ved et billede af Fermat, ``Fermat's Last Theorem has apparently been proved by Andrew Wiles in June 1993. The proof (200 pages long) is too long to fit in this margin.''
Populærvidenskabelige bøger refererer gerne til et væld af sætninger, dog uden at bevise dem. Det kan man ikke beskylde Davis for. Som titlen antyder, lægger han vægt på matematikkens skønhed, og beviser gerne sætningerne, og mere end det. Han forklarer dem også. Han viser, hvad de kan bruges til, og forklarer hvordan det hele hænger sammen. Dette gør bogen meget let læselig. Selv en læser, der ikke forstår al matematikken, vil få noget ud af den, idet de mange forklaringer giver et levende billede af hvilke problemer, der er i matematikken, og hvor stærke resultater, der rent faktisk er opnået.
For studerende er det en dejlig hyggebog. Den giver lejlighed til at slappe af med relativt let matematik, hvor man qua de mange forklaringer lynhurtigt får en kvalitativ forståelse for de nævnte problemer. Der er imidlertid mere at hente end som så. Bogen er fyldt med opgaver, der ikke står tilbage for noget. For eksempel optræder i opgaverne til afsnittet om talteori en funktion, der giver det nte primtal! Denne konstruktion med videregående interessante ting i opgaverne gør, at også matematikstuderende kan hente noget i den. Ud over at præsentere nogle områder af matematikken, som vi ikke ser på førstedelen, kan man nemlig også bruge den som inspiration. Matematik er nemlig sjovt og spændende, og her er bogen virkeligt god. Den træder nemlig lige det skridt tilbage, der ikke er tid til i den travle hverdag, og reflekterer over hvad det egentligt er, det der matematik. Hvor smukt det er. Og hvor stærkt det er. Bogen giver et godt overblik og er absolut anbefalelsesværdig. Den fortjener en plads under mangt et juletræ.