af Tine Binzer
Der var engang en lille dreng, der hed Euklid. I virkeligheden hed han Erik, men fordi hans far og mor var grækere og meget gamle, kaldte de ham altså Euklid. I skolen drillede de ham meget med hans underlige navn, så Euklid legede meget alene derhjemme.
Fordi Euklids far og mor var så gamle og det er mange år siden de levede, havde de aldrig hørt om Danmark. Og fordi de aldrig havde hørt om Danmark havde de heller aldrig været der, og som følge af, at de aldrig havde været i Danmark, så havde lille Euklid heller ikke nogen LEGO-klodser. LEGO-klodser, det er sådan nogle firkanter med en masse cirkler på; og de kommer fra Danmark.
Lille Euklid var som sagt meget alene derhjemme, og derfor havde han masser af tid; så når han var færdig med sine lektier, så gav han sig til at tegne. I begyndelsen, da han var ret lille, lavede han en masse kruseduller, som ikke engang hans far og mor ku' forstå, men de sagde til ham, at han var meget dygtig og klappede ham på hovedet og hængte hans tegninger op på opslagstavlen og var meget stolte af deres lille søn.
Nogle gange syntes Euklid ikke at tegningerne var gode nok, og så tegnede han dem en gang til; de kom også op at hænge ved siden af de andre.
Da Euklid blev lidt større, begyndte det at kede ham at lave tilfældige kruseduller, ikke fordi han ikke kunne li' kruseduller, men han havde jo god tid til at tænke over tingene, og så begyndte han at tegne kruseduller, der hang pænt sammen i begge ender og havde fire kanter, dem kaldte han for firkanter, nogle af dem manglede en kant, dem kaldte han bare for trekanter.
Dem legede han så med i lang tid, men efterhånden som han blev større, syntes han at der manglede noget, og så prøvede han at gøre alle de skarpe kanter bløde; det var svært at få dem rigtig pæne, det var også derfor han var så lang tid om at finde ud af det, men til sidst havde han lavet en hel pæn rund krusedulle uden kanter, og den kaldte han for en cirkel.
Euklid var meget glad for sine kruseduller der nu var blevet til firkanter, trekanter og cirkler, og hans far og mor roste ham meget, fordi de elskede ham så højt, og de var meget stolte af deres søn.
Euklid var så glad, at han tog sine firkanter, trekanter og cirkler med i skole og viste dem til alle sine klassekammerater; men de syntes jo allesammen, at han var dum, fordi han altid sad og tegnede kruseduller, og så havde han også et mærkeligt navn, så de grinede bare af ham, og det blev han meget ked af.
Da Euklid kom hjem fra skole, fortalte han sin far og mor at de andre bare havde grinet af ham. Det ku' Euklids mor ikke forstå og blev også ked af det, så hun lavede varm cacao, som de sad og trøstede sig med. Euklids far blev smaddergal, ikke fordi der var noget i vejen med den varme cacao, men fordi de andre grinede af hans dygtige søn henne i skolen, så han sagde til Euklid, at han måtte bevise for de andre, at det i virkeligheden var ham, der var den klogeste af dem allesammen. Så drak de resten af deres cacao, og Euklid gik pænt i seng efter han havde sagt godnat til sine firkanter, trekanter og cirkler.
Euklid var glad for, at hans mor havde lavet cacao, for det fik de ellers kun til hans fødselsdag, og han var også glad for, at hans far syntes at han var den dygtigste af dem allesammen, men alligevel kunne han ikke sove. Euklid tænkte så meget på hvordan han skulle bevise, at han var den dygtigste af dem allesammen.
Allerede den næste dag begyndte Euklid at måle sine firkanter, trekanter og cirkler med en snor, men det var ikke nok, han kunne ikke rigtig bevise, at han var klogere end de andre, for de kunne jo også bare tage et stykke snor, han måtte finde på noget helt nyt.
Euklid brugte mange år på at tænke, og han brugte mange stykker papir, der allesammen blev fyldt med firkanter, trekanter og cirkler, og efterhånden som tiden gik, og Euklid blev voksen, kom der en hel masse nye kruseduller til, som hverken var firkanter, trekanter eller cirkler.
Nogle af krusedullerne blev til bogstaver, andre til tal, og nogle af dem blandede han og kaldte beviser.
Euklid havde ikke så meget tid til at besøge sin far og mor efter han var flyttet hjemmefra, for han var så optaget af sine nye beviser; men en gang han var hjemme til jul, tog han nogle af dem med, og hans far og mor syntes stadigvæk, at han var dygtig, og de var meget stolte af ham, men de forstod det ikke rigtigt. Det gjorde heller ikke så meget, for de kunne se, at han var glad, og det var rart at se ham.
Da Euklid selv blev en gammel mand, var der ingen der grinede af ham mere, for nu havde han bevist, at han var meget klogere end alle de andre, og de andre syntes heller ikke, at han havde et underligt navn, for det var der også mange andre der havde, men de kunne ikke forstå Euklids firkanter, trekanter, cirkler og beviser.
Det kan vi heller ikke altid i dag, men det gør ikke så meget, bare lærerne kan se dem, så bli'r de så glade.