Smilende sit saglige smil glider Han fra tavle til tavle, som Han maler med sin velformede skrift. FAMØS 's udsendte medarbejder har været til...
Store Auditorium er og bliver Store Auditorium: De elskede fredagsforelæsninger, der nu ligger et par år tilbage; de umådeligt mange huller i loftet, som man stirrede op på, som i et forsøg på at forstå, hvor store virkeligt store tal er; de fire sorte tavler som med udsøgt præcision blev tvættet i pausen; mikrofonen, der kun virkede, når den havde lyst; træbordene, hvor man ganske ufrivilligt lærte yndigt at gå på line; og sæderne, der effektivt fangede den, der trådte for inderligt. I sandhed, vi er tilbage i Store Auditorium.
Vi sætter os mageligt til rette i de behagelige træsæder for at overvære -- opleve -- sanse -- uropførelsen af Gutmanns Sidste.
En ingeniør, der som en del af sin almene dannelse er blevet inviteret, skænker te til FAMØS ' udsendte medarbejder. Hvad mere kan man ønske: Te og Tage-forelæsning. Ahhh!
Nogle fysikere talte om at møde op med et videokamera. Mon de kommer?
Det er bestemt en særlig dag. Selv det blå ur oppe til højre opfører sig ganske usædvanligt: Det går. Salen er stuende fuld. Næsten 500 pladser er taget.
Maestro entréer. Tilløb til klapsalve. Han smiler forsigtigt, næsten overrasket.
Emnet er en af de store klassikere ``Lin. diff. system af 1. orden''. Inkarnerede fans diskuterer hvilke år, det var, man nåede til ``Lin. diff. system af k'te orden''.
Tage drejer lidt på hovedet og hæver langsomt et kridt med mine til at gå i gang. Hele salen tysser på hinanden. Ikke et ord må gå tabt. Smilende sit saglige smil glider Han fra tavle til tavle, som Han maler med sin velformede skrift. Hans præcise, rolige, næsten kraftløse bevægelser, virker så velkendte som intet andet.
Han har båret tusindevis af elever gennem Mat 1; med hvad er det, der
gør Ham til noget særligt? Hvorfor sidder der adskillige fysikere og
matematikere, der bestod Mat 1 for flere år siden, til denne
forelæsning? Hvorfor er ``stor nok'', ``fjendens 
'' og
blot ``
'' faste vendinger i enhver studerendes
dagligsprog? Med andre ord: Hvad er det der gør Ham til ``Gud''?
Det er i virkeligheden trivielt at vise. Han underviste på Mat 1 før H.C. Ørsted Instituttet blev bygget, og Han er således ældre end det kendte univers. Q.E.D.
Tilbage til forelæsningen, som vi åndeløst følger. (Nogle af os er efterhånden ganske blå i hovedet.)
Med sit grå hår omhyggeligt tilbagekæmmet og langsomme, præcise gestikuleren -- og i ny og næ en hævet pegefinger -- tryller Han matematik frem af de sorte tavler. Hans vidtskuende øjne, der hviler på et fjernt punkt over tilhørernes hoveder, ser noget, ingen anden ser. Præcist og omhyggeligt åbenbarer Han matematik. I sandhed Han er mesteren.
En enkelt tilhører rører sig, og træsædet knirker, hvilket giver Ham lejlighed til at udføre en af de store klassikere. Med håndfladerne nedefter fører Han manende hænderne fra side til side.
Klokken 
afbryder Han sig selv for at tale om eksamen. ``Nu
har vi jo tilbragt hele året med at lære noget, så kunne vi måske
bruge fem minutter på eksamens-strategi...'' Han giver derpå nogle
gode, alfaderlige råd, som bør være klassikere for enhver studerende.
``Ved skriftlig eksamen, der gælder det om...'', smilende dvæler han ved ordene, ``... at regne opgaverne'' (klapsalve) ``eller så meget af opgaverne som muligt.'' (Atter klapsalve).
``Det spiller ikke så stor en rolle, hvor smukt det er... Det er vigtigere, at man kan se, I har tænkt.''
``Lad være med at gætte på, hvad opgaven går ud på...''
Til den mundtlige eksamen bør man ikke tale i for lang tid om trivialiteter; ``man må hellere se at komme hen til nogle gode saftige beviser.''
Man bør forklare, hvad de forskellige symboler står for. ``Nogle gange kan man jo sige `Det er bare kridt'.'' (Latter fra salen).
``Tak for i år,'' afslutter Han beskedent. Salen bryder omgående løs i
øredøvende klapsalver. De fleste springer op fra deres plads, og giver
Ham således 1 minut og 35 sekunders stående ovation. En svag rødmen
anes i Hans kinder. Klokken er 
. Usædvanligt. Meget
usædvanligt. Hvem husker ikke den klassiske, når klokken er to eller
tre minutter over: ``Vi kan lige nå et eksempel.'' Ja da, det er jo
kun sidste time fredag eftermiddag...
Således åbenbaret hemmeligheden om lineære differentialligningssystemer af 1. orden, går vi ærbødigt herfra. Denne var den sidste. Hans sidste Mat 1-forelæsning. Det er med sorg i sindet, for den kommende årgang vil først opleve den sande åbenbaring på tredje år. FAMØS 's udsendte medarbejder