anmeldt af Jette Randløv
Civilization 2 er et computerspil, som gå ud på at opbygge en civilisation fra bunden. Man starter med en enkelt bybygger-enhed på en lille oplyst plet i en stor ukendt verden. Året er 4000 f.v.t., og en af de første opgaver er at opdage teknologien bag forarbejdning af bronze, så bronzealderen kan begynde.
Civilization 2, som i Danmark udkom den 25. marts i år, er efterfølgeren til Civilization, der af langt de fleste strategi-entusiater blev betragtet som det bedste computerspil nogensinde. Spillet opnåede endog at blive brugt på nogle folkeskoler i historie- og samfundsundervisningen.
Dybest set går spillet ud på at finde en balance mellem de fire vigtigste aspekter: Opdagelse af land, viden, økonomi og erobring. Eftersom man starter spillet med kun at kende de to nærmeste felter til hver side af sin by-byggerenhed, er det vigtigt at opdage landet i nærheden. Hvor skal man bygge sine næste byer? Hvor er der andre civilisationer? Er de fjendtligt stemt? Kan man handle med dem? Opdagelse af nye teknologier giver mulighed for at bygge særlige bygninger i byerne og udruste militærenheder til forsvar af byerne, udforskning, eller hvad man nu kan finde på at bruge en militærenhed til...Endelig kan man bygge verdensvidundre - der er 28 vidundre i grupper af 7 - en gruppe for hver tidsalder (antikken, renæssancen, industrialisering og moderne tidsalder). For eksempel kan man i renæssancen opfinde monoteismen og bygge korsfarer og katedraler i sine byer og verdensvidunderet Michaelangelos kapel.
Bybefolkningen frembringer tre produkter ved arbejde i landområderne inden for to felter fra byen: Mad, handel og byggeenheder. Sålænge der er mad nok, vokser byen. Handel (eller rettere den skat, der kommer ind fra handlen) kan omsættes til en procentdel penge i statkassen, en procentdel forskning og en procentdel luksusgoder til bybefolkningen. Hvilke procentdele, der er mulige, afhænger af styreformen.
Spillet giver mulighed for 7 styreformer, men før man kan bruge dem,
skal man opfinde
dem som sociale fremskridt, med undtagelse af anarki og
despoti, som er mulige fra start af. De fem `højere' styreformer er
fundamentalisme, kommunisme, monarki, republik og demokrati. I den
nævnte rækkefølge er det de første styreformer, hvorunder det er
nemmeste at vedligeholde en stor krigsmaskine og føre krig mod en
anden civilisation, hvorimod det er de sidste, der gavner
madproduktionen, handlen og særligt videnskaben bedst. Derudover har
de hver en del særlige karakteristika. For eksempel er der i demokrati
ingen korruption og produktionstab, modsat under anarki, hvor
forskning er ikke-eksisterende. Under fundamentalisme bliver ingen
borgere oprørske modsat under demokrati, hvor en enkelt by med flere
oprører end glade borgere oftest kaster hele civilisationen ud i krise
og anarki. Fundamentalisme giver som den eneste styreform mulighed for
en særlig type militærenhed: Fanatikere.
Spillet giver mulighed for et meget stort antal af strategier - det er i virkeligheden nok ingen overdrivelse at sige, at ikke to personer spiller med den samme strategi. Man kan give sin forskning en militær retning eller forske i økonomiske, sociale eller akademiske fremskridt, eller fremskridt der (i første omgang) er anvendelsesrettet. Der er dog en sammenhæng mellem de forskellige retninger. Opdagelsen af forarbejdning af bronze, som er en anvendt teknologi, går forud for opdagelse af mønter, som er en økonomisk retning. Ligeledes går opdagelsen af magnetisme og dampdrevne motorer, som er akademiske teknologier, forud for indutrialiseringen, som er økonomisk. Man kan også undlade helt at forske og istedet satse militært og stjæle eller erobre fremskridt fra andre civilisationer. Man kan også dæmpe forskningen ned og istedet bruge pengene på luksusgoder til befolkningen. Det giver en glad befolkning, der ikke gør oprør, og en større befolkningstilvækst. Personligt fører jeg titen forskningsdreven strategi: Jeg sætter på et tidligt tidspunkt min forskningsminister (eller hvad han nu hedder under et despoti) til at forske i alfabetet og skrivekunsten, så jeg kan bygge biblioteker, som yderligere gavner forskningen.
Et væsentligt kriterium for, hvilken strategi man vælger, bør være hvilket mål man har. Modsat langt de fleste computerspil er der ikke kun et mål eller en afslutning af spillet, der er den rigtige. Fra Sid Meiers og Brian Reynolds (hovedmændene bag Civilization 2) er der tre mulige afslutninger af spillet, som udløser en lille videosekvens: Hvis éns sidste by bliver indtaget, hvis man erobrer verdensherredømmet ved at opsøge og udslette alle andre, og hvis man bygger et rumskib og koloniserer Alpha Centauri. Men der er andre mulige mål en disse: Kan man bygge en million-by inden år 0? Kan man industrialisere inden år 1000? Inden år 500? Kan man leve i fred med romerne (der altid opfører sig imperialistisk)? (Jeg har indtil videre fundet at svarene på disse spørgsmål er er ja, ja, knebent og nej.)
For matematik-økonomi-studerende er der et par detaljer fra lærebøgerne, man kan studere i `praksis'. Hver by efterspørger tre varer og udbyder tre varer. Når man har opfundet handlen, kan man lægge handelsruter mellem byerne. Da alle varer bruges i produktionen, er der efterspørgsel efter alle varer, så sjældent udbude varer giver en høj pris og derved en høj bonus for en handelsrute med en sådan vare. Efter opfindelse af handel og bankvæsen kan man opfinde økonomien som videnskab. Denne opfindelse giver mulighed for at bygge børser og Adam Smiths handelskompagni (et verdensvidunder), som letter statskassens udgifter på offentlige bygninger gennem privatiseringer. På et noget senere tidspunkt kan man opfinde selskaber, som giver mulighed for (midlertidigt) at sælge en bys produktionskraft til private organisationer og derved få lidt penge på kistebunden eller sætte ektra kul på forskningen.
Der er sket en del forbedringer og udvidelser i forhold til 1'eren. Ikke mindst er de diplomatiske muligheder kraftigt udvidet. Mellem to civilisationer findes nu 6 mulige tilstande: Endnu ingen kontakt, neutralitet, krig, våbenhvile, fred og alliance. Alliancen er både meget givtig og forpligtende - den inkluderer militær og delvis økonomi og videnskab. Holder man ikke sine aftaler - bryder en våbenhvile - mister de andre civilisationer tillid til én. Hvis éns spionnetværk rapporter, at russerne (som typisk har et stærkt militær) og zuluerne (som typisk er aggresive) har sluttet en alliance og underskrevet Moskvapagten med erklæringer om éns voldelige tendenser - ja, så er man ilde stedt. Dog er der visse muligheder for at bøde for tidligere tiders fejltagelser ved at give økonomiske gaver eller teknologi. Hvis man ønsker at starte en krig mod en civilisation, man har fred med, har man altid muligheden for at hidse dem op til at erklære krigen mod én, ved at placere tropper på deres jord og gentagne gange kræve, at de trækker deres tropper tilbage. Det skulle vist nok også være ret effektfuldt at have ubåde med atomvåben sejlende rundt i farvandene tæt på deres hovedstad eller sende spioner ud og bestikke militærenheder til at skifte side.
En væsentlig forbering i forhold til 1'eren er computerens
intelligensniveau. I 1'eren snød den på de svære niveauer for at klare
sig - hvilket den så alligvel ikke gjorde. Ved udgivelsen af 1'eren
var der ingen, der regnede med, at nogen kunne vinde mod computeren på
Emperor-niveauet gentagne gange. Samtidig havde man defineret et
bestemt antal point til at svare til 100% civilisering. Erfarne
spillere nåede 300% på Emperor-niveau hver gang. I
Civilization 2 er, der gjort et stort arbejde for at computeren
kan klare sig uden at snyde og der er yderligere blevet indført endnu
et niveau, Deity.
``You'll have to give a vituoso perfomance to survive at this level,''
som det hedder i dokumentationen. I starten var det mit indtryk, at
det bestemt var tilfældet særligt med 6 modstandere på en lille
planet. Men i dag knap to måneder senere er der allerede folk, der har
scoret over 10000 point på
Deity-niveau.
Der er ikke mulighed for at spille flere personer mod hinanden over netværk. I de debatter, der er blevet ført i de forskellige debatgrupper på Internet, er det blevet betragtet som en stor mangel ved spillet. Hvorfor, der ikke er nogen fler-spiller mulighed, er der mange forskellige halv-officielle forklaringer på. En af dem er, at få måneder før Civilization 2 udkom en fler-spiller version af Civilization 1, CivNet, som solgte og stadig sælger godt. Hvis Civilization 2 var blevet lanceret med fler-spiller muligheden, ville det havde udhulet slaget af CivNet - og muligheden for senere at lave CivNet 2...Men forklaringen kan også findes i interne stridigheder og fyringer tidligere på året hos Microprose, der står bag spillene.
Spillet kan betragtes som en underholdende måde at studere forskellige samfundsmodeller på, selvom man ikke kan drage nogle konklusioner om styreformer - dertil er der for mange forhold der er fast indkodet fra spillet skaberes side. Hvis man for eksempel spiller efter at ende med den største og mest velfungerende civilisation - glade borgere, høj levealder, lille analfabetisme, stor produktivitet, ingen forurening - så er der meget, der tyder på, at man skal i gennem en periode med fundamentalisme for at have den bedste baggrund for at underlægge sig nabonationerne og udnytte deres landområder. Dette er næppe en konklusion, som man ville drage i den virkelige verden, og der er da også efterhånden nogen enighed i debatgrupperne på Internet om at fundamentalisme er blevet en for stærk styreform. Den store fordel ved fundamentalisme er lille korruption og produktionsspild samtidig med at en stor hær kan understøttes med små omkostninger. Ulempen er at den videnskabelige forskning halveres på grund af den stivhed en doktrinær tankeverden giver, men dette ophæves stort set af muligheden for at stjæle teknologi fra andre.
Omvendt giver spillet gode muligheder for at afprøve éns idealistiske idéer om, hvorledes en nation skal styres. Hvis man lægger flot ud med at gøre befolkningen glad og slutte fred med alt og alle og handle med alle, bliver man mejet ned før år 0.
Jeg kan kraftigt anbefale spillet - det er en værdig efterfølger til foregængeren. Dog er der den lille hage, at det er et meget tidsforslugende spil, som bestemt ikke fremmer eksamenslæsning.
Spillet er set til 299, 349 og 399 kr. Det kræver en 486DX PC med CD-ROM drev. 66 MHz er anbefalet på pakken, men 33 MHz kan gøre det. 8 Mb RAM er absolut minimum - først med 16 Mb kan man udnytte alle de grafiske finesser. Spillet kan køre under Win 3.1 og senere udgaver af Windows. I pakken er både en engelsk, fransk og tysk version.