next up previous
Next: Zenon Up: Paradokser Previous: Paradokser i sprogfilosofi

Mere sprogfilosofi

Ludwig Wittgenstein er den eneste filosof, som har løst alle filosofiens problemer to gange. Vi vil kaste et kort blik på den første store løsning, Tractatus Logico-Philosophicus, fordi den giver en metode til at løse stort set alle paradokser.

Wittgensteins teori går ud på, at der er en bijektiv korrespondance mellem simple navne for genstande og simple genstande. De simpleste mulige sætninger modsvarer kendsgerninger direkte, idet sætningerne har strukturlighed med de pågældende kendsgerninger. Sproget og virkeligheden har samme logiske struktur. For eksempel er ``katten er på måtten'' netop sand, når en bestemt kat er på en bestemt måtte. Kattens tilstedeværelse på måtten er den mulige kendsgerning i verden, hvis faktiske indtræden ville gøre sætningen sand. Vi han kun en chance for at forstå en sætning, hvis vi har en forestilling om de mulige kendsgerninger.

En del ord og udtryk i sproget har et meget indviklet forhold til verden. Wittgensteins påstand er blandt andet, at alle filosofiens problemer skyldes, at et eller flere af de ord, der er i spil, ikke er defineret ordentligt -- at ordenes forhold til verden er aldeles uklart eller mangler helt. Hvis ordene og udtrykkene ikke lader sig definere, er det ofte fordi man forsøger at sige noget, som ikke lader sig sige og tænke, og ender således i ren nonsens.

Alt, hvad der overhovedet kan tænkes, kan tænkes klart.
Alt, hvad der lader sig udsige, lader sig udsige klart. [17, (4.116),]

Som eksempel på filosofiens slagkraftighed kan den prøves på et af de gamle zen-paradokser:

Hvordan lyder et klap med en hånd?
Svaret er enkelt: `Klap' er ikke defineret, når der ikke er mindst to hænder involveret.

Men en hel del ting lader sig sige klart. Om disse siger Wittgenstein:

Summen af sande sætninger er den samlede naturvidenskab. [17, (4.11),]
Konsekvensen af denne påstand er, at alle sætninger, der ikke hører til naturvidenskaben, er falske eller meningsløse -- men så må alle de sætninger, der står i Tractatus, også være meningsløse. Wittgenstein er naturligvis den første til at erkende dette:
Mine sætninger er oplysende på den måde, at den, som forstår mig, til sidst erkender, at de er meningsløse, når han ved hjælp af dem -- som ad en stige -- har hævet sig op over dem. (Han må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den.) [17, (6.54),]

I Russells introduktion til Tractatus kommenterer han dette udsagn således:

What causes hesitation is the fact that, after all, Mr. Wittgenstein manages to say a good deal about what cannot be said, thus suggesting to the skeptical reader that possibly there may be some loophole through a hierarchy of language, or by some other exit. [7, p. 31,]


next up previous
Next: Zenon Up: Paradokser Previous: Paradokser i sprogfilosofi



Rasmus Borup Hansen
Wed May 31 09:41:45 GMT+0200 1995