next up previous
Next: En slags konklusion Up: Paradokser Previous: Paradokser med religiøst

Den frie viljes paradoks

Siden fremkomsten af den Newtonske mekanik har det været klart, at processer i naturen var årsagsbestemte og hvordan årsag- virkningsforholdet var. Mekanikkens love, som kunne formuleres matematisk, styrede universet som et stort mekanisk urværk. Senere har det vist sig, at for små energier og små tider spiller kvantemekanikken ind og der gælder andre regler.

Den Newtonske mekaniks kendetegn -- modsat tidligere tiders forklaringsmodeller -- er determinismen og den matematiske formulering: Hvis man kender et system til et tidspunkt, er det i teorien muligt at forudberegne alle kommende tilstande af systemet; systemets fremtid er fastlagt i begyndelsesbetingelserne. I praksis er det ikke muligt at fortage denne slags beregninger, fordi antallet af ligninger er monstrøst stort, og fordi en lille fejl i vores måling af systemets tilstand kan have stor indflydelse på de senere beregninger. Men disse problemer har naturen ikke. Naturen `kender' sin tilstand eksakt på et vilkårligt tidspunkt. Dette betyder, at så længe vi taler om processer af en vis størrelse, vil deres udvikling være fuldstændig forudbestemt. Hvorledes med den menneskelige tankevirksomhed?

Man kunne tro, at den tilsyneladende tilfældighed i kvantemekanikkens verden kunne løse problemerne. Men virkningskvantet (der bestemmer hvor små energierne skal være, før man skal tage hensyn til kvantefænomener), er for lille til, at det kan være en løsning.

Nervecellerne kommunikerer med hinanden ved impulser af meget kort varighed. Typisk varer de et par millisekunder. Budskabet ligger i den hyppighed, hvormed impulserne udsendes. Så vidt man ved, er den præcise form af impulsen og det præcise ankomsttidspunkt inden for et eller to millisekunder fysiske detaljer, som nervesystemet ikke kan udnytte. Dette er medvirkende årsag til, at kvantemekaniske effekter nok ikke kan tages til indtægt for makroskopiske fænomener, som for eksempel den fri vilje. [20, p. 32,]

Hvis man tror på, der ikke findes en Gud (ateisme) eller, at hvis han findes, har han, efter at have skabt verden, trukket sig tilbage for at lade skaberværket passe sig selv (deisme), er det nødvendigt at lede andetsteds efter en kilde til en fri vilje.

Der er flere muligheder for at skille mennesket ud fra naturen. For eksempel kunne man klare problemet ved at antage, at mennesket er borger i to forskellige verdener, frihedens og nødvendighedens rige, og de to verdener er selvstændige sfærer.gif

Tror man på Darwins evolutionslære, begynder den frie vilje for alvor at være i vanskeligheder, for hvornår i evolutionen skulle mennesket være blevet tilført noget, der sikrede den frie vilje? Rent materielt er der intet andet, der skilder levende fra dødt, end de komplekse kemiske processer, som definerer noget som levende. Hvis den frie vilje er et materielt fænomen dens bestanddele adlyde fysikkens love. Hvis den frie vilje delvist eller slet ikke er materiel, hvordan vekselvirker den så med menneskehjernen, og hvor kommer den fra?

Argumentationen for den frie vilje minder på nogle punkter om Aristotetikernes argumentation for muligheden af bevægelse. Ifølge Aristotetikerne stammer al bevægelse fra en første, oprindelig (og guddommelig) bevægelse, som har puffet til andre ting så disse bevæger sig. Jeg har frihed til at vælge imellem visse valg. Hvorfor træffer jeg netop de valg, jeg træffer, og ikke andre? Det gør jeg på baggrund af mine holdninger og meninger. Hvor kommer de fra? Disse har jeg antaget, fordi det stemte med de holdninger, jeg allerede havde. Og hvor kommer de så fra?gif

Grunden til at dette afsnit hedder Den frie viljes paradoks, er selvfølgelig, at ligegyldig hvor underligt det ser ud, har vi en tydelig fornemmelse af at have en fri vilje -- at have frihed til at træffe visse valg, som ganske vist begrænses af andre forhold. Filosofihistorien har sandelig heller ikke manglet argumenter imod argumentationen mod den frie vilje.

Et argument, der historisk set kom tidligt frem, er, at fysikkens kausalitetslove kun taler om afgrænsede eller isolerede systemer, og at man derfor ikke kan generalisere til en altomfattende helhed.

Rent sprogteoretisk kan det diskuteres, om man overhovedet kan tillægge mening til et udsagn om, at alle forhold i universet i princippet kan forudbestemmes; for at forstå en sætning må man forstå betingelserne for dens sandhed eller med andre ord betingelserne for dens efterprøvelse. Dette er umuligt, da det ville kræve en iagttager uden for systemet, som i dette tilfælde er universet. [12]

Man kan naturligvis også vælge at vende diskussionen på hovedet: Den frie viljes eksistens nødvendiggør Guds eksistens. Det er der teologer, der har forsøgt.

Et synspunkt, der (så vidt jeg ved) har mange tilhængere i dag, er, at den frie vilje er en kollektiv effekt af mange milliarder neuroner i hjernen. I fysik og datalogi eksperimenteres i dag med simuleringer af hjernen i form af simuleringer af neurale netværk. Disse simuleringer har ikke udvist noget der kunne ligne fri vilje, hvilket burde være muligt, hvis der er tale om en kollektiv effekt. Men det er halsløst at generalisere fra de simuleringer, som findes i dag, til ægte netværk, som er mange milliarder gange større.

At generalisere en faktor milliard svarer til at generalisere fra et glas vand til Stillehavet ... og sige ``jeg tror ikke på hvaler.''
(Benny Lautrup, foredrag den 17. marts 1994) gif

Paradokset om den fri vilje skyldes, at de intuitive usymboliserede processer, der bidrager til, at vi tager beslutninger, ikke er tilgængelige for vores bevidsthed. Vi oplever os selv som fri, fordi vi i bund og grund er beslutningsmæssigt irreducible, også når vi prøver at se ind i os selv. Vi kan lige så lidt som andre forudsige, hvilke beslutninger vi selv vil tage i fremtiden. Vi kan kun vente og se. [20, p. 140,]


next up previous
Next: En slags konklusion Up: Paradokser Previous: Paradokser med religiøst



Rasmus Borup Hansen
Wed May 31 09:41:45 GMT+0200 1995